fredag den 19. februar 2016

Til læseren som svar på en rungende tomhed

Der har været så stille, men nu skal det få en ende!


Jeg er stort set holdt op med at skrive på bloggen. Det betyder ikke, at jeg er holdt op med at skrive. Det er sket i takt med, at jeg har fået et borgerligt arbejde og flere forpligtelser på hjemmefronten. Jeg er blevet håbløst voksen. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at lukke bloggen.
Jeg har for det første stadig lyst til at skrive her med al den frihed det indebærer. Og jeg tænker der ligger nogle muligheder i at vende tilbage til den oprindelige form, hvor jeg kommenterer anmeldelser i højere grad end jeg anmelder. Det sker sjældent, at der kommenteres på en anmeldelse. Det er en skam, for det er sgu altid tungt at kaste en dom ud over et værk uden at den bliver prøvet af.
For det andet synes jeg det er en super spændende platform. Bloggen er altid del af et fællesskab, som skriver udenom autoriteterne, de trykte medier og de store steder mm. Selvom det er betryggende og lærerigt at kaste sig i armene på de etablerede medier, så er det måske lige så vigtigt, at der er modstemmer. Stemmer, der ikke taler oppe fra men nede fra, der giver plads til lange analyser og som anmelder smalle og endnu smallere bøger, ja, selv de håbløse.

I løbet af det næste halve år vil jeg arbejde på at give bloggen sin nye form. Det kommer til at indebære links til tekster, jeg skriver andre steder frem for at kopiere dem direkte ind. Jeg vil oppe mig på at kommentere lidt mere ud i det åbne. Der vil komme en skarpere opmærksomhed på stat og kommune, kulturministerium, lokalpolitik og ikke mindst bibliotekerne. Det kan endda være, at jeg giver mig i kast med at få gæsteskribenter ind på bloggen. Det er på mode nu, og det er en god idé.

Fast udgivelsesdag
Jeg har altid godt kunnet lide ideen om en fast publiceringsdag. Derfor vil jeg øremærke fredagen til Om kunsten om kunsten og kunsten. Der er god plads til kulturen om fredagen. Det politiske, som huserer stærkt om mandagen, har lagt sig lidt. Onsdagens uduelighed er ikke et problem, torsdagens vildrede i forhold til, at folk skal nå noget foran deres respektive personlige skærme, er heller ikke på tale. Dem, der har en deadline (deadlines ligger i øvrigt sjældent om fredagen) er fritaget. Men hovedsagen er, at der er rimelig god plads til inspiration om fredagen.

Første ting herfra finder du i så fald fredag!

2 kommentarer:

  1. Jeg vil glæde mig til de nye tider og til fredagen, din blog og Weekendavisen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg beklager du måtte sidde alene med WA. Jeg håber du stadig er på. God på vej til påske.

      Slet