Anm. Indbrud - Ole Rosenstand Svidt - Tunnelen af fiktion stiller læseren et virkelighedsparadoks og en malproportioneret sprogligt vaklende fortælling.

Indbrud, af Ole Rosenstand Svidt, udkom d. 19. august på Forlaget Nulpunkt, 324 sider til 240 kr. Bogen er på mange måder en Aarhus-udgivelse og foregår også i Aarhus.

Efter at have hørt Ole Rosenstand Svidt læse et par kapitler højt af sin debutroman Indbrud, dømte jeg intuitivt og en smule letsindigt udgivelsen som en klichefuld skildring af temaerne kærlighed og paranoia. Siden har jeg læst hele bogen, og det var en fornøjelse med blandede følelser.

Essens

At jeg fornemmede klicheer eller karikaturer, det var ikke tilfældigt, for Svidt har en forkærlighed for disse. Karikaturerne synes at være et af hans værktøjer, en slags arbejdsmetode. Det faktum er romanen i sig selv en demonstration af rent praktisk. Den er selv en karikatur. Men den er heldigvis mere end det. Den går bag om sig selv, som fx her, i begyndelsen af kapitel 15:

Arbejdet med min roman forløber som planlagt. Jeg har efterhånden fået skrevet en lille snes kapitler. Jeg tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som offer for indbrud, men overdriver og karikerer bevidst både min hovedperson og de hændelser, han bliver udsat for. Både for at få lidt mere drama ind i bogen og for at lægge et vist filter ind imellem fiktion og virkelighed, så jeg ikke kommer til at blande de ting for meget sammen. Der skulle jo gerne være forskel.

På den måde er Indbrud en roman om sin egen metode – karikaturen. Men i det, at der samtidig bringes brudstykker fra den roman, hovedpersonen Elo er ved at skrive (hvori hovedpersonen Thomas selvfølgelig også er ved at skrive en roman – en mega-bestseller by the way – han har paradoia osv.) som supplerer handlingen i Oles bog, der hører læserens og min virkelighed til, går den fra at være teoretisk funderet og altså handle om, hvordan man skriver en roman, til at være biografisk. Fortællingen er en deklarering af, at den er selvbiografisk samtidig med, at den leger med forholdet imellem fiktion og virkelighed, også på det rent fiktive niveau. Fiktionen er en collage med flere forskellige lag, som de der 3D-puslespil, man er begyndt at kunne købe i forretningerne. De hænger sammen gennem fortællingen, den egentlige bog (materiel som fiktiv) og gennem Ole og Elo (anagram), gennem forlaget Nulpunkt, der er det samme i virkeligheden og i fiktionen ligesom Århus også går igen. Og kender man forfatteren privat, er der sikkert et væld sammentræf genkendeligheder, og læseoplevelsen kunne gå hen og blive ekstraordinær underholdende. Alt dette må være en konsekvens af fiktionens teoretiske præmis. Indbrud handler om Indbrud, som alle romanerne hedder. En evig tunnel ind i det fiktive univers, der måske blot skal opfattes som ét værk. Og hertil holdes fiktionen og virkeligheden indtil videre ud fra hinanden.

Måden det fiktive univers strækker sig ud i flere lag er som sådan fin nok. Evighedstanken er spændende, og det skiftende perspektiv skaber den lille smule dynamik i narrationen. Men der, hvor jeg synes, det bliver virkelig interessant, er, når vi får udgivelseshistorien og receptionshistorien for Indbrud. Det fungerer godt bl.a. fordi, at der først her kommer hold i den narrative fremgang. Fortællingen får lov til at være tankefuld uden også at skulle være fortælling og bevæge sig kronologisk fremad. Det er også her, at den ironi, klicheerne tydeligvis skal udstråle, når læseren. Fx når romanen gennem dagbladene anmelder sig selv.. Der opstår hermed et paradoks omkring tiden. Eller måske er det snarere romanen, der overskrider sig selv og grænserne for det fiktive? At det er det samme forlag i virkeligheden som i bogen har fx krævet tilretning. Nulpunkt har vedtaget en roman og dermed samtykket til selv at medvirke i den. Ligeledes er anmeldelserne og omtalen et bud på fremtiden; endda, de er et bud på virkeligheden!   Ideen her er faktisk interessant og tankevækkende, men desværre er den umiddelbart blot en brik i fortællingen om paranoiaen, og det går den lidt som med pointen på sidste side. Den når ingen vegne og mangler fast udtryksgrundlag.

Dejmassen

Udover det metaspor, jeg ovenover har forsøgt at beskrive, er Indbrud af Ole Rosenstand Svidt frustrerende læsning. Fortællingen om kærlighed og paranoia er tynd og næsten stemningsløs. De mange ord mangler tyngde, og de frustrationer og følelser der forsøges skildret mangler troværdighed. Der er nogle vilde udsving i handlingskurven, men mine usikkerheder omkring Indbrud ligger snarere i sproget. Sproget drukner i handling, ligesom ideerne drukner, fordi de ikke får tid og plads. Klicheerne, som sproget tvinges til at fremføre med fuld fanfare alle 224 sider, bliver gennemsigtige, virkningsløse og en smule irriterende for selv den tålmodige læser. Faktisk bliver bogen bedre på de sidste sider, fordi nogle få overvejelser får plads og kommer til at veje noget. Og den pludselige tyngde kommer til overvejelserne, fordi bogen slutter. Narrationen slutter, der kommer ingenting bagefter, og det bliver måske først hér alvor.   

Overvejende er der mange gode ting i Svidts roman. Men der er ligeledes en del at tage fat i. Proportionerne mangler, for der er så meget at fortælle, at der ikke er plads til at fortælle det rigtigt eller snarere så det fungerer. Hovedsageligt er det 1. del af romanen, der bliver for langtrukken. Anden del af romanen forekommer mere dynamisk, og den får da også lov til at ville noget mere. Hvordan ville Indbrud opføre sig, hvis den kun havde 100 sider til rådighed? Det kunne være et eksperiment, der ville være værd at tage med. Det er ideerne i Svidts roman, der kan udvikle sig i forskellige interessante retninger, hvis de altså bliver grundigt banket og slået godt til.

Glansbilledets hologram

Jeg vil slutte den her anmeldelse med et citat fra bogens sidste kapitel. Ja, faktisk er der tale om de sidste linier i bogen; sidste linier, der trækker bogens indre spektakel op i en fordrejet pointe, som efter min mening er værkets fineste. Det skæve og skøre sidste udkast udtrykker bogens grundbekymring og giver dermed mening til den paranoia, der på side 6 (første side) begyndte med: ”Jeg er blevet udsat for indbrud.” Men som nævnt tidligere, så findes pointen ikke rigtig i resten af romanen, og smagsdommen bliver desværre en smagsdom, der tilbyder noget mindre end de almindelige ”fifteen minutes of fame”.

Det største problem bliver friheden. Jeg ved, den ligger på spring som en tiger og til sidst kommer og tager mig. At det kun er et spørgsmål om år, og snart bliver de år til måneder, og til sidst til dage. Snart kommer den dag, hvor jeg bliver sat på gaden, hvor den tunge port falder i bag mig, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er kun én måde, jeg kan holde den dag døren på. / Og den ligger lige for.